Når frosten bider sig fast, forvandles landskabet af hård jord, frosne søer og glitrende iskrystaller. En stille vinterdag med klar himmel er perfekt til udeliv – og til at lege med vand og is.
Kun fantasien sætter grænser for, hvordan jeres isslygter kan se ud. Følg vores guide og lav smukke isskulpturer, der lyser op i vintermørket.
Sådan gør I
-
Hæld vand op i en form. Det kan f.eks. være en plastskål, mælkekarton, legetøj fra sandkassen eller en ballon. Stil den ud natten over i frostvejr, eller til vandet er frosset til is.
TIP: Hvis I gerne vil lave jeres lygte ekstra flot, kan I farve vandet rødt eller gult ved hjælp af solbærsaft og kamillete, eller lægge blade, bær og kogler i vandet som dekoration.
-
Næste dag vendes islygten ud af formen. Afhængigt at temperatur og valg af form, vil vandet fryse forskelligt. I nogle former vil vandet kun fryse til i toppen og siderne, og på den måde bliver der skabt et hulrum til at sætte jeres lys i. Hvis vandet er frosset helt til is kan I også smelte et hulrum til lyset ved hjælp af varmt vand.
-
Nu er jeres lygte klar til at få sat et lys i. Stil den ude i haven, på jeres altan eller foran jeres hoveddør, hvor den kan sprede glæde og lys i vintermørket.
Tid
- 12 timer
Sted
- Derhjemme, i haven, på altanen eller i gården
Det skal du bruge
- Vand
- Form: spand, plastskål, mælkekarton, sandlegetøj eller ballon
- Valgfri pynt: solbærsaft, kamillete, bær, blade, kogler eller andet I kan finde i naturen
- Frostvejr eller en fryser
- Et lys