Der er noget magisk over kastanjer – glatte, skinnende og gemt i piggede skaller som små hemmeligheder fra naturen. I gamle dage mente man, at kastanjer bragte held og at man kunne holde sygdom væk ved at nulre en kastanje i lommen. Hvem ved - måske det også kan bringe lidt held at hænge en kastanjekrans uden på døren?
Sådan gør I
-
Gå på jagt efter kastanjer og andet naturpynt på jorden I støder på f.eks. agern, kogler eller bær!
-
Klip en frisk pilegren på ca. 80 cm og bøj den forsigtigt rundt, så den danner en ring. Vikl enderne om hinanden, så den holder formen.
-
Skræl bladene af sidegrenene.
-
Stik en syl gennem kastanjerne og træk kastanjerne ind gennem sidegrene.
-
Pynt kransen med naturpynt I har fundet. Bind dem fast med snor eller stik dem ind mellem pilegrenene. Nu er den klar til at blive hængt op på hoveddøren, i vinduet eller i haven.
TIP: Vil I have en krans, der virkelig bugner af kastanjer? Lav en lang snor med kastanjer som perler og vikl kastanjesnoren rundt om pilekransen – så får I en flot krans, som er tæt med kastanjer.
Tid
- 1 time
Sted
- I skoven, haven eller parken
Det skal du bruge
- Kastanjenødder
- En frisk pilegren
- Grensaks
- Syl
- Skærebræt
- Snor
- Naturpynt som ellekogler, agern, bær, blade eller bog
Er du helt VILD med kastanjer? Så prøv også at lave uhyggelige halloween-øjne af kastanjenødder – de kan skræmme selv de modigste gæster!